Hvad står begreberne for?

Paradoks

Gyldendals elektroniske fremmedordbog:
para'doks sb, adj
I sb (-et, -er)
tilsyneladende fornuftstridig påstand som i virkeligheden indeholder en sandhed
II adj se paradoksal
OPRINDELSE: af lat. paradoxum, paradoxon, af paradoxus, af gr. paradoksos, af para-1 + doksa mening.

Den store danske encyklopædi (Gyldendal)
para'doks, (af gr. paradoxos, af para- og doxa 'mening'), bruges dels om en ufattelig tanke, fx den kristne tanke om Treenigheden, dels om en påstand, som tilsyneladende er selvmodsigende, fx kvantefysikkens påstand om, at lys både har bølge- og partikelegenskaber.
I logikken betyder paradoks eller antinomi et selvmodsigende udsagn. I filosofi og logik benyttes paradokser til at vise, at visse teorier er umulige. Således søgte den græske filosof Zenon i 400-t. f.Kr. at vise, at bevægelse er umulig.
Flere af de klassiske paradokser har spillet en vigtig rolle for moderne filosofi og logik. Et eksempel er løgnerparadokset; man kan spørge, om sætningen "Denne sætning er falsk" er sand eller falsk. Hvis den er sand, siger den, at den er falsk, altså er den falsk. Hvis den er falsk, er det falsk, hvad den siger, altså er den sand. (Se også Eubulides og Epimenides). Dette paradoks blev benyttet til at vise, at det ikke er muligt at definere sandhed af alle udsagn i et tilstrækkelig komplekst logisk sprog i sproget selv (Tarskis sætning).
Sorites-paradokset (af gr. sorites 'bunkeslutning') viser, at vage prædikater tilsyneladende fører til paradokser. Tænk på en bunke sten. En sten vil ikke blive betragtet som en bunke, to heller ikke osv. Enhver kan kende en bunke, men det er ikke muligt at sige, hvor mange sten der skal til for at danne en bunke.
Der findes andre, mindre trivielle eksempler på vage prædikater, som leder til tilsvarende paradokser, hvilket antyder nogle dybe logiske vanskeligheder i vort sprog.
Af nyere paradokser, der har haft betydning for moderne matematikfilosofi, er Bertrand Russells paradoks vedr. begrebet mængde. Dette paradoks foranledigede udviklingen af den såkaldte typeteori.
SAPe

Paradigme

Gyldendals elektroniske fremmedordbog:
para'digme (-t, -r)
1.mønster, forbillede
2.(gram) bøjningsmønster
OPRINDELSE: af lat. paradigma, af gr. paradeigma, af para-1 + deigma prøve.

para'digmeskift (-et, paradigmeskift) (el. para'digmeskifte (-t, -r))
skift fra et paradigme til et andet, specielt fra én forskningsmetode til en anden
OPRINDELSE: se paradigme.

para-1 (el. par-)
ud over, uden for, ved siden af, mod (fx paradoks)
OPRINDELSE: af gr. para hos, til, ved siden af, ud over.

Den store danske encyklopædi (Gyldendal)
para'digme, (af gr. paradeigma 'eksempel', af para- og deigma 'bevis'), videnskabsteoretisk grundbegreb, især præget af Thomas S. Kuhn. Til definitionen af videnskab hører ifølge Kuhn, at den altid udføres inden for et bestemt paradigme (se normalvidenskab). Et sådant består af nogle grundlæggende metafysiske antagelser om virkeligheden, af en standard for videnskabelig rationalitet og argumentation samt af mønstereksempler på løsninger af videnskabelige problemer. Den videnskabelige udvikling sker gennem såkaldte revolutioner, der opstår, når anomalier, dvs. uløselige problemer inden for paradigmet, ophobes, således at paradigmet til sidst bryder sammen, hvorefter et nyt paradigme afløser det gamle; et paradigmeskift. Fx kan overgangen fra den newtonske fysik (den klassiske fysik) til de einsteinske teorier eller til kvantemekanikken betegnes som et paradigmeskift.
Det er Kuhns omdebatterede påstand, at paradigmer altid er indbyrdes inkommensurable, dvs. at de er usammenlignelige, da de kun kan måles med forskellige mål.
CB-P

Thomas Kuhn

Den store danske encyklopædi (Gyldendal)
Kuhn, Thomas Samuel, [gKU·N], 1922-1996, amerikansk fysiker, videnskabshistoriker og videnskabsfilosof; professor ved Harvard, Berkeley og Princeton universiteter og sidst ved Massachusetts Institute of Technology (MIT).
Det kontroversielle værk The Structure of Scientific Revolutions (1962; da. Videnskabens revolutioner, 1973) gjorde Kuhn verdensberømt. Den videnskabsteori, han her fremsatte - med en radikal kritik af såvel de logiske positivisters som Karl Poppers opfattelser - har siden været i fokus. Fra en prævidenskabelig fase udvikler al egentlig videnskab sig til "normalvidenskab", der i en periode er enerådende. Normalvidenskab er styret af et paradigme, som bl.a. udgøres af de bevidste og ubevidste antagelser af metafysisk art og af de kriterier for rationalitet og videnskabelig metodik, der styrer den videnskabelige praksis. Alle data er således teoriladede, idet det er paradigmet, der bestemmer, hvad der regnes for relevant, og hvordan det skal tolkes.
På et tidspunkt bryder en normalvidenskab sammen, fordi den ikke inden for sine paradigmatiske rammer kan løse afgørende problemstillinger i paradigmet selv. Dette fører til en videnskabelig revolution, hvor det gamle paradigme afløses af et nyt, inden for hvilket der udvikles en ny normalvidenskab. Det er Kuhns påstand, som er blevet bestridt af mange (se fx Imre Lakatos), at der er en inkommensurabilitet mellem det gamle og det nye paradigme, hvilket betyder, at de er uforenelige, og at de ikke kan sammenlignes. Dette indebærer, at paradigmeskift ifølge Kuhn ikke kan forstås rationelt, men må sammenlignes med religiøs omvendelse. Der er ingen paradigmeneutrale grunde til at foretrække Newtons fysik frem for Aristoteles'. Dog mener Kuhn, at man pragmatisk må konstatere, at man med Newtons opfattelse kan løse flere praktiske problemer. Fra ca. 1970 benægtede Kuhn selv, at han skulle være relativist, men det er stadig omstridt, hvorvidt hans inkommensurabilitetstese, som er central for hans paradigmeopfattelse, nødvendigvis fører til en irrationalisme og relativisme eller ej.
CB-P

Se videre: Paradokser og paradigmer